Dagen i dag blev brugt på at få ryddet op, samt gjort lidt rent, inden vi skal starte på arbejde igen i morgen. Utroligt der allerede er gået 1 uge, men hold da op vi har nået meget....
Palle har fuget omkring gulvet i vores walk-in, samt omkring gerichter i soveværelset i dag så nu ser det færdigt ud. Vi har nogle plastik-fugeklodser, så det er nemmere at få en pæn kant. De blev brugt i dag og vi er godt tilfredse med resultatet.
Da Palle var færdig med at fuge, flyttede vi reolerne på plads i walk-in rummet. Dermed kunne vi så også få ryddet nogle af de kasser væk, som vi pakkede ned i, da vi tømte rummet. Dejligt at være på dén side af arbejdet.
Dejligt at vi nåede så langt i vores ferie - en arbejdsferie som er godt brugt. Vi kunne vist godt lige bruge nogle dages ferie nu ;0)
Nu er planen så, at vi skal have bestilt et skab i løbet af ugen, samt have monteret en stikkontakt op og en lampe i walk-in rummet.
Derefter kan vi få sat endnu en fodliste op - resten af fodlisterne må vente, til vi har fået garderobeskabet. Vi skal dog også have nogle skyggelister op, så det kan vi jo også gøre i ventetiden på skabet.
Jeg købte for nogle dage siden en potte med blomsterløg (Bridal Crown - løgplanter med hvide blomster). De blev plantet i et zinkkar i dag. Så nu er der også lidt forår på fortrappen. Næste projekt er vist, at få købt nogle stedmoderblomster/violer og plante dem i stedet for det lyng som har været i en potte hele vinteren.
Så blev I næsten færdige - godt gået. Det er rigtig flot!
SvarSlet